11. maj 2021, kl. 09:38
Esbjerg-virksomheden EMS har brug for mere plads til produktion af store stålkonstruktioner, og tager onsdag første spadestik til en kommende 4.700 kvadratmeter stor fabriksbygning, der får 13 meter under krog og en løftekapacitet på 32 tons.
Esbjerg Maritime Service ApS, EMS, investerer nu i størrelsesordenen 60 millioner kroner i en stor udvidelse af fabrikken på Lillebæltsvej i Esbjergs nordlige industrikvarter, hvor virksomheden, med cirka 60 ansatte, skal have mulighed for at vokse sammen med sine kunder, og ikke mindst tage del i den storevækst, der er lokalt i Sydvestjylland inden for vindenergi, olieindustrien og PtX, fremhæver virksomhedens ejer og administrerende direktør Kenneth Hagelskjær:
"Vi får en ny vare på hylden – store modulopbyggede konstruktioner.Der bliver 13 meter under krog og en kran, der kan løfte 32 tons, hvilket man ikke kan andre steder i byen. Vi får ogsåværkstedsfaciliteter, hvor vi kan masseproducere," siger Kenneth Hagelskjær.
Første spadestik taget onsdag, 12. maj, og projektet med byggeriet af ekstra 4.700 kvadratmeter giver underleverandøren et samlet fabriksareal i underkanten af 12.000 kvadratmeter, når det står færdigt.
Byggeriet består af to værkstedshaller – hvor én har 13 meter under krog - kantine og omklædningsfaciliteter, og direktøren forventer at kunne bruge produktionshallerne i slutningen af november i år.
En anden stor del af byggeprojektet er bedre og større kontorfaciliteter. I dag har virksomheden 25 funktionærer, der enten sidder i lejede lokaler eller i kontorpavilloner, og der bliver udvidet til 45 kontorarbejdspladser, som også giver mulighed for at få flere kompetencer inhouse:
"Vores mål er at løse opgaver, fra projekterne bliver født, til de bliver installerede. Det betyder også, at vi har en forventning om at vokse med 25 funktionærer, der primært skal beskæftige sig med ingeniøropgaver," fortæller direktøren.
Bag beslutningen er et stort analysearbejde. Både i forhold til et bedre produktionsflow, men, også i forhold til et stort fremtidigt potentiale:
"Med de nye faciliteter kan vi løse flaskehalse og optimere produktionen, hvilket betyder, at vi kan få flere ordrer igennem med de samme antal medarbejdere," siger Kenneth Hagelskjær.
De flere kvadratmeter giver også plads til yderligere produktionsudstyr. EMS investerer blandt andet i en stor semiautomatisk svejsecelle til rør- og beholderproduktion. Samtidig giver den større fabrik også mulighed for på sigt at tredoble antallet af timelønnede medarbejdere, der i øjeblikket er på 35 ansatte.