Teknovation Logo



 

Dansk Metal: Nødvendig sikring af danskernes arbejdsmiljø

  • Der er ros til Folketingets partier for at have lyttet til arbejdsmarkedets parter fra forbundssekretær Peter Poulsen, der er ansvarlig for arbejdsmiljø i Dansk Metal.

31. marts 2023, kl. 13:08 

Torsdagens arbejdsmiljøaftale er en nødvendig fremtidssikring af danskernes arbejdsmiljø, fremhæver Dansk Metal, som roser Folketingets partier for at have lyttet til arbejdsmarkedets parter.


”Der er en overhyppighed af arbejdsulykker blandt faglærte og ufaglærte. Med den nye arbejdsmiljøaftale bliver der bedre mulighed for, at vi kan få knækket den kurve,” siger forbundssekretær Peter Poulsen, der er ansvarlig for arbejdsmiljø i Dansk Metal, og fremhæver, at aftalen sikrer en ordentlig økonomi for Arbejdstilsynet og holder skindet på næsen for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA):

”Det betyder utroligt meget, at Arbejdstilsynet nu kan fastholde deres erfarne og dygtige folk og ikke skal ud i fyringer. De virksomheder, der sløser med arbejdsmiljøet, kan nu forvente, at de fortsat vil få tilsyn og blive presset til at få rettet op. Samtidigt er der penge til forskning, og det sikrer et ordentligt videnskabeligt grundlag, når vi f.eks. skal fastsætte grænseværdier for kemiske stoffer. Farlig kemi kan give eksem og lungeproblemer, så det skal enten håndteres 100 procent sikkert - eller helt væk,” siger Peter Poulsen.

Peter Poulsen fremhæver desuden en række målrettede indsatser, som kommer til at gøre en positiv forskel for arbejdstagerne – for eksempel om arbejdsulykker, asbest, psykisk arbejdsmiljø og social dumping.

Dansk Metal roser Folketingets partier for at have lyttet til det, som arbejdsmarkedets parter er blevet enige om:

”Det er helt afgørende, at danskernes arbejdsmiljø ikke bliver påvirket af, hvem der har den politiske magt i Danmark. Så det er meget positivt, at partierne har taget ansvar og indgået en bred politisk aftale. Vi opfordrer partierne til at gøre det samme, når de om nogle år skal indgå en ny aftale frem mod 2030,” siger Peter Poulsen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik