13. februar 2025, kl. 09:42
Syv indsatte i kvindefængslet i Jyderup fik et AMU-bevis på, at de har gennemført et svejsekursus, da Give Steels mobile svejsetrailer var forbi. Svejsetraileren er et tilbud som alle danske fængsler kan benytte.
De faste svejseunderviser Theis Buhl og Kristian Eliseholm, der er lærlingeansvarlig i Give Steel A/S, stod for undervisningen i Jyderup Fængsel, da svejsetraileren var forbi.
Og der blev godt imod dem, ikke mindst af de syv kvinder, som havde gå-på-mod og var klar på at prøve kræfter med et svejsekursus.
Alle indsatte kan deltage i kurserne, men det er typisk værkmestrene på de forskellige afdelinger i fængslet, som vælger, hvem der skal være med. De kigger eksempelvis på, hvem af de ansatte der har kortest afsoning tilbage, og om personen kan finde ud af at møde op til tiden.
Give Steels svejseundervisere går ikke op i hvorfor kursisterne sidder i fængsel – hverken i svejsetraileren eller på fabrikken. Men, de lytter gerne, hvis kursisterne har lyst til at fortælle om det.
Kurset i Jyderup strakte sig over seks dage, hvoraf én dag var et sikkerhedskursus, og de resterende fem dage var fyldt med forskellige opgaver i svejsekurset. Ud af de syv kvinder, der gennemførte kurset, tog en enkelt indsat også et svejsecertifikat og fik dermed svejsepas.
Give Steel er efterfølgende blevet kontaktet af en af deltagerne med henblik på en praktikplads.