12. marts 2025, kl. 11:42
DTU Space har onsdag fremvist et af verdens første 3D-printede metalemner, der er fremstillet i rummet, ved et event hos DI, hvor den banebrydende teknologi præsenteres for første gang i Danmark.
Et ud af fire banebrydende 3D-printede metalobjekter er rejst fra Den Internationale Rumstation ISS til DTU Space. Objekterne er fremstillet på ISS under vægtløse forhold ved hjælp af en 3D-metalprinter – og er designet af DTU-forskere.
"Ingen har før fremstillet metaldele ved hjælp af en 3D-printer i rummet. Vi har vist, at det kan lade sig gøre, og at Danmark og EU er helt i front med udvikling af ny rumteknologi. Det passer rigtigt godt ind i fremtiden planerne om at gøre rumstationenen til et rumbaseret mikrogravitation-laboratorium for industrien," forklarer professor John Leif Jørgensen, DTU Space, der også er videnskabelig leder af den danske del af 3D-print-forsøget.
Projektet er et samarbejde med Airbus, ESA og den danske astronaut Andreas Mogensen.
Sammen med eksperter fra blandt andet Teknologisk Institut skal John Leif Jørgensen og hans kolleger nu i gang med at undersøge 3D-produktet nøje, og sammenligne det med et tilsvarende objekt fremstillet på Jorden. Danmark er dermed blandt de første i verden, der kan undersøge, om det er muligt at fremstille metalobjekter i rummet, og om det kan ske i den ønskede kvalitet.
De 3D-printede metalobjekter har ikke nogen funktion i sig selv, men DTU’s design er lavet med henblik på at afdække og udforske grænser og muligheder for, hvad der kan lade sig gøre, når man 3D-printer med metal i vægtløs tilstand.
Formålet med eksperimentet er således at forstå, hvordan metalprintprocessen i rummet adskiller sig fra fremstilling her på Jorden. Fremstilling i rummet kan vise sig at være både hurtigere og billigere end at få udstyr sendt op fra Jorden, for eksempel under lange missioner til Månen eller Mars.
"Den her teknologi kan blive et vigtigt element i fremtidens rumfart. Hvis vi kan fremstille dele og strukturer direkte i rummet, vil det være en af de store nye trends i fremtidens udforskning af rummet," forklarer John Leif Jørgensen.
Afdelingen for rumteknologi hos Airbus har leveret 3D-metalprinteren til ESA. Printeren blev sendt til rumstationen i 2024 og installeret i Columbus-modulet af Andreas Mogensen og kolleger. Mogensens afløsere på rumstationen har derefter fremstillet printene.
Projektet rummer et stort potentiale, konstaterer John Leif Jørgensen:
"Mulighederne er store. Blandt andet på grund af den minimale tyngdepåvirkning i rummet, som indebærer, at større konstruktioner både kan gøres stærke og meget lette. Det betyder, at materialebehovet er betydeligt mindre end ved fremstilling på Jorden, hvilket åbner op for nye muligheder for at skabe effektive og ressourcebesparende strukturer i rummet," fortæller han, og fortsætter:
"Man ville eksempelvis kunne printe strukturen til et stort solcelle-element på en base på månen. Eller ligefrem fremstille komplette, ultralette og ressourcebesparende solfarme. Så kunne man producere sin egen energikilde direkte i rummet".