Teknovation Logo




 

Dansk Metal: Tiltrængt løft til erhvervsuddannelserne

  • Peter Faber, forbundssekretær og ansvarlig for uddannelse i Dansk Metal, glæder sig over, at der nu sker afgørende skridt i den rigtige retning på erhvervsuddannelsesområdet.

6. maj 2025, kl. 21:14 

Dansk Metal roser den indgåede politisk aftale på erhvervsudannelsesområdet, og glæder sig over den klare retning for kvalitet og flere faglige muligheder for lærlingene.


Dansk Metal glæder sig over, at de længe ventede investeringer i erhvervsuddannelserne nu bliver ført ud i livet. Med en indgået politisk aftale bliver der tilført cirka en halv milliard kroner årligt til erhvervsskolerne. Det er en vigtig sejr for elever, undervisere og virksomheder i Danmark, vurderer Peter Faber, der er forbundssekretær og ansvarlig for uddannelse i Dansk Metal:

"Det er både tiltrængt og på høje tid, at pengene kommer ud og gør gavn på skolerne og for vores uddannelser. Vi har i årevis råbt op om, at erhvervsuddannelserne har brug for et markant kvalitetsløft – nu ser vi et afgørende skridt i den rigtige retning," siger Peter Faber.

Aftalen sikrer, at cirka 300 millioner gives uden bindinger til skolerne – men med en forpligtelse: Bestyrelserne skal tage et klart ansvar for, at pengene bruges til kvalitetsforbedringer, og der laves et såkaldt ”håndslag” mellem arbejdsmarkedets parter og erhvervsskolesektoren om, hvad kvalitet er.

"Vi ser meget positivt på, at retningen for pengene skal aftales i fællesskab. Et håndslag om kvalitet skaber ejerskab og ansvar, og i Dansk Metal er vi klar til at tage det ansvar i skolernes bestyrelser. Det skal selvfølgelig handle om at få skabt konkrete forbedringer, som kan mærkes af eleverne," understreger Peter Faber.

Dansk Metal har gennem længere tid haft frafaldet på erhvervsuddannelserne i fokus, og understreget at det ikke kun handler om de fagligt svageste, men også om de stærkeste unge, som mister gejsten, hvis de ikke bliver fagligt udfordret. Her er aftalens fokus på åbne værksteder i fritiden et tiltag i den rigtige retning:

"Det nytter ikke noget kun at fokusere på, at frafald på erhvervsuddannelser kun er et problem for de svageste. Vi risikerer at miste de allermest motiverede unge, hvis vi ikke giver dem mulighed for at dyrke deres faglighed. Derfor er det helt rigtigt også at investere i åbne værksteder og flere faglige valgmuligheder," siger Peter Faber.

Et andet vigtigt punkt i aftalen er styrket efteruddannelse til faglærerne:

"Hvis ikke vi prioriterer faglærernes efteruddannelse, risikerer vi, at undervisningen sakker bagud i forhold til den teknologiske udvikling. Det går ikke. Vores undervisere skal kunne inspirere og udfordre de unge – og det kræver, at de selv er helt skarpe på den nyeste teknologi," siger Peter Faber.

Dansk Metal understreger, at pengene og ambitionerne kun gør en forskel, hvis der også følges op lokalt og nationalt.

"Det her er ikke slutningen – det er starten. Nu skal vi sammen sikre, at pengene bliver brugt rigtigt. Vi skylder både de unge og samfundet at gøre det her ordentligt," fastslår Peter Faber.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik