25. august 2025, kl. 09:28
Mens Danmark står over for en massiv mangel på faglærte, påpeger en aktuel analyse fra Dansk Metal, at størstedelen af virksomhederne slet ikke opkvalificerer deres ufaglærte medarbejdere.
En aktuel analyse fra Dansk Metal viser, at 70 procent af virksomhederne ikke har nogen plan for at uddanne ufaglærte voksne til faglærte inden for metalfagene, hvor der er stor mangel på arbejdskraft.
”Det er både paradoksalt og dybt bekymrende,” siger Peter Faber, der forbundssekretær og ansvarlig for uddannelse i Dansk Metal, og fortsætter:
”Vi ved, at vi om få år kommer til at mangle titusindvis af faglærte i industrien. Alligevel kan vi se, at virksomhederne ikke udnytter de mange muligheder, der er, til at opkvalificere deres ufaglærte, så de kan bidrage i endnu højere grad”.
Samtidig falder andelen af virksomheder, der bruger fremgangen i ordrebøgerne til at oprette flere lærepladser – fra 27 procent i 2022 til blot 18 procent i dag.
Dansk Metal opfordrer virksomhederne til sammen med tillidsrepræsentanten at udpege uddannelsesrepræsentanter, der kan hjælpe med at lave konkrete opkvalificeringsplaner:
”Opkvalificering af ufaglærte er en lavthængende frugt. Det kræver ikke årtier – vi kan begynde i morgen. Vi har simpelthen ikke råd til, at der går ufaglærte rundt, som har både vilje og evner til at blive faglærte. De skal hjælpes i gang,” siger Peter Faber.