Teknovation Logo




 

Dansk Metal: En økonomi i balance

  • Danskerne skal kunne mærke, at økonomien er i bedring, også når de står nede ved køledisken, fastslår forbundsformand Claus Jensen, Dansk Metal.

21. oktober 2025, kl. 12:06 

Dansk Metal deler vismændenes vurdering af, at dansk økonomi står stærkt. Det undestreges, at de stigende fødevarepriser kræver, at der bliver holdt øje med, at der er reel og fair konkurrence i dagligvaresektoren.


”Når både arbejdsløsheden og antallet af ledige stillinger har ligget stabilt i næsten to år, tyder det på, at økonomien er i god balance – ikke i overgear. Derfor er der ikke umiddelbart tegn på overophedning. Økonomien er i balance, og det er klogt, at regeringen holder hånden under beskæftigelsen i en usikker tid,” siger Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen.

Vismændene peger på, at der er usikkerhed omkring det økonomiske råderum. Dansk Metal deler vurderingen af, at man skal udvise forsigtighed, men understreger, at det ikke må føre til stilstand:

”Når der er så meget uro omkring told, krig og handel, skal Danmark investere sig til tryghed – ikke spare sig til den. Råderummet skal bruges klogt på de områder, der styrker produktivitet og beskæftigelse, f.eks. uddannelse af faglærte og grøn omstilling,” siger Claus Jensen.

Vismændene fremhæver, at den stigende beskæftigelse har trukket produktiviteten midlertidigt ned. Dansk Metal mener, at det er et sundhedstegn, at flere – ledige, nyuddannede og indvandrere – har fået fodfæste på arbejdsmarkedet.

”Når flere kommer i job, tager det tid, før produktiviteten følger med. Men det er bedre, at folk er i arbejde og får erfaring, end at vi holder dem udenfor. Det er en kæmpegevinst både for den enkelte og samfundet, når flere bliver en del af arbejdsfællesskabet,” siger Claus Jensen.

Selv om inflationen er faldet, mærker mange stadig de høje priser på mad og dagligvarer. Dansk Metal bakker op om, at der skal være fokus på stabile priser og sund konkurrence.

”Det er vigtigt, at vi har en reel og fair konkurrence i dagligvaresektoren, så de store aktører ikke bare skummer fløden. Det bør få alarmklokkerne til at ringe, når priserne er steget så meget. Danskerne skal kunne mærke, at økonomien er i bedring, også når vi står nede ved køledisken,” siger Claus Jensen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik