
17. december 2025, kl. 11:44
På opfordring fra flere danske produktionsvirksomheder lancerer Dansk AM Hub i 2026 et nationalt netværk inden for 3D-metalprint. Ansøgningsfristen er 20. januar.
Ifølge Dansk AM Hub sker etableringen af et nationalt netværk inden for 3D-metalprint på opfordring fra flere danske produktionsvirksomheder, der efterlyser et forum til at dele praktiske erfaringer.
Endvidere ønsker de her at få adgang til eksperter og udvikle en fælles forståelse af både teknologiens muligheder og dens forretningsmæssige implikationer.
Netværket henvender sig således til danske producenter - eller internationale producenter med dansk tilstedeværelse - der enten har investeret i eller har ambitioner om at tage metal AM i brug.
Deltagerne får adgang til cases, facilitetsbesøg, ekspertoplæg og et fællesskab af virksomheder, der arbejder med de samme udfordringer og ansøgningsfristen er 20. januar 2026.
”Vi oplever, at mange danske virksomheder ser potentialet i metal 3D-print, men det tager ikke fart i den skala, vi ved teknologien kan,” siger direktør hos Dansk AM Hub Frank Rosengreen Lorenzen, og fortsætter:
”De står med de samme spørgsmål: Hvor er de værdifulde use cases? Hvordan bygges kompetencer og partnerskaber? Og hvordan integrerer man teknologien i en eksisterende produktion?”
Han uddyber, at i lande som Tyskland, USA og Frankrig har især fly-, automobil- og forsvarsindustrien trukket udviklingen af metal AM fremad.
Det afsæt har Danmark ikke, og samtidigt arbejder mange danske producenter med lavere volumener, hvor investeringer i nye processer kræver større sikkerhed, modenhed og sparring i værdikæden.
Det betyder, at teknologien - på trods af et stort potentiale - endnu ikke er skaleret bredt i Danmark, og det 'hul' skal netværket være med til at adressere.
Kombinationen af metal og additiv fremstilling giver, ifølge Dansk AM Hub, spændende muligheder inden for blandt andet optimerede emner til maskiner og robotter. Det kan eksempelvis være vægtreduktion og designoptimering for et lavere energiforbrug og bedre performance.
Endvidere fremhæves On-demand reservedele til eksempelvis energi- og offshore-industrien, hvor udgåede eller nedslidte komponenter kan vedligeholdes eller produceres hurtigere og uden dyre værktøjer. En mulighed er også integrerede funktioner i værktøjer, som kølekanaler i støbeforme eller komplekse varmevekslere, der reducerer samlinger og fejlmuligheder.
All i alt er teknologien, ifølge organisationen, særligt relevant for Danmarks styrkepositioner inden for energi, offshore og avancerede industrikomponenter.