
18. februar 2026, kl. 16:44
Siden 2007 har Engskov Maskinfabrik A/S opbygget en sideløbende produktion i Polen. Hos J&J Steel udføres således i dag komplekse svejseopgaver, som en integreret del af leverancerne fra Ringsted-virksomheden.
Engskov Maskinfabriks datterselskab, J&J Steel Polen, er specialiseret i svejsning af større og timetunge stålkonstruktioner i sort og rustfrit stål samt aluminium. Fabrikken, der netop er flyttet i større og mere moderne rammer, er udstyret til at håndtere emner på op til fem tons.
En stor del af Engskov Maskinfabriks samlede svejsetimer udføres i dag her, mens bearbejdning, montage og øvrige processer sker i Ringsted og med faste, certificerede samarbejdspartnere.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
”Det er afgørende for os, at den polske produktion har en kvalitet på samme niveau som i Danmark – og at vi har fuld kontrol med processerne,” siger administrerende direktør hos Engskov Maskinfabrik Jes Gravesen, og tilføjer:
”Det er min erfaring, at polske svejsere er både dygtige og arbejdsomme. Og med en polsk ledelse har vi helt fra begyndelsen i 2007 skabt en produktion, hvor ansvar, kvalitet og effektivitet går hånd i hånd”.
Fabrikken i Olsztyn arbejder under fabriksproduktionskontrol, FPC, og har certifikater udstedt af TÜV Rheinland i EN 1090-1, 1090-2, 1090-3 og Iso 3834-3. Udvalgte medarbejdere er desuden certificerede visuelle inspektører, VT2, samt Penetrant Testing, PT, og Magnetic Particle Testing, MT. Svejselederne er certificerede International Welding Specialists.
I dag tæller teamet i Olsztyn 36 ansatte, og efter flytningen til de større lokaler er der skabt plads til yderligere vækst i de kommende år i de nu 1.800 kvadratmeter oplagsplads og knap 3.000 kvadratmeter produktion under tag med 26 svejsestationer.