Teknovation Logo






www.teknovation.dk > Spåntagende metalbearbejdning
  • Cookies politik
  • English
 

Unimec-lærling til Filippinerne

  • 29-årige Thomas-Emil Andersen fra Randers, der er i lære som industritekniker hos Unimec, skal som led i sin uddannelse nu udstationeres i Filippinerne i fire uger.

29. april 2025, kl. 09:17 

Fire uger i Manila, Filippinerne, som udvekslingslærling venter for 29-årige Thomas-Emil Andersen, der er i industriteknikerlære ved Unimec A/S i Langå.


Om et års tid er Thomas-Emil Andersen færdiguddannet, men allerede nu venter et helt særligt kapitel i hans lærlingeforløb, idet han skal fire uger til Manila, Filippinerne, som udvekslingslærling, som led i en ordning, hvor DI og Industriens Uddannelser spiller centrale roller. Sidstnævnte står for kvalitet og udvikling af erhvervsuddannelser herunder PIU-ordningen, Praktik i Udlandet, som gør det muligt at komme i praktik udenfor landets grænser.

"Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvordan man arbejder med produktion på en anden måde og lære om nye metoder, der måske ikke kræver så avanceret udstyr, som vi bruger herhjemme. Det bliver spændende at se, hvordan de løser tingene uden adgang til de samme ressourcer – det tror jeg, man kan lære rigtig meget af," siger Thomas-Emil Andersen, førend udlandseventyret.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Under opholdet skal Thomas-Emil Andersen arbejde på en fabrik, der udvikler og producerer plastkasser. Her bliver han en del af både design- og produktionsprocessen:

"Jeg håber selvfølgelig også, at jeg selv kan bidrage med noget – måske lære lidt fra mig undervejs. Jeg skal være med i hele processen fra design og tegning til programmering og produktion, og det bliver især sjovt og udfordrende at få lov til at prøve kræfter med design-delen. Det giver et helt andet indblik i, hvordan man udvikler et produkt fra bunden".


Hos Unimec bakker man fuldt op om lærlingens rejse, og det glæder naturligt Lasse Taulborg Madsen, der er direktør i Unimec, at medarbejderen nu tager turen til Asien:

"Det handler ikke kun om faglighed, men også om personlig udvikling. At rejse ud og stå på egne ben i en fremmed kultur giver unge mennesker enhelt særlig modning, som man ikke kan skabe hjemme på værkstedet. Det er den slags oplevelser, der former mennesker – og det vil vi gerne støtte op om. Vi tror på, at sådan en rejse giver noget, man tager med sig resten af livet både personligt og professionelt," siger Lasse Taulborg Madsen.

Opbakningen fra virksomheden har Thomas-Emil Andersen i den grad mærket, fra projektet kom i stand:

"Det har været virkelig fedt at mærke, hvor ivrige Unimec har været efter, at jeg skal få denne oplevelse. Jeg ser det som et stort skulderklap, at mine kollegaerstøtter op om det. Det gør, at jeg bare glæder mig endnu mere til at komme af sted," fastslår Thomas-Emil Andersen.

Under opholdet skal Thomas-Emil Andersen dele en lejlighed centralt beliggende i Manila med to andre, der ligeledes er i lære som industriteknikere.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik