16. maj 2025, kl. 13:38
F-35-leveringsprogrammet er på sporet igen, og torsdag ankom yderligere fire F-35 til Skrydstrup, og dermed tages endnu et skridt på vejen til opbygning af F-35-flyenes kampkraft.
Forsvaret har modtaget yderligere fire F-35-kampfly i Skrydstrup, som er på plads efter en leveranceflyvning fra Lockheed Martin-fabrikkerne i Texas, USA, via Azorerne, oplyser Flyverkommandoen.
Flyene ankom planmæssigt, og er et bevis på, at F-35-programmet er i god gænge, efter at der for et års tid siden var usikkerhed om leveringstakten på de danske kampfly på grund af udfordringer med den såkaldte Technology Refresh 3 (TR-3) opdatering af flyene.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Forsvarsministeren måtte orientere forligskredsen om, at udfordringerne kunne få betydning for de politisk fastsatte milepæle for F-35 projektet, men udsigterne ser anderledes ud nu.
”Med ankomsten af de fire fly i går, har vi taget endnu et skridt på vejen til opbygning af F-35-flyenes kampkraft”, fortæller chefen for Flyverkommandoen, generalmajor Jan Dam.
Han suppleres af oberstløjtnant og chef for Flyverkommandoens Kampflyafdeling Casper Børge Nielsen, også kendt under pilotnavnet ’PEL’:
”Det gode samarbejde mellem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Flyverkommandoen skaber et solidt grundlag for implementering af F-35 til at løse kampflyenes operative opgaver," forklarer ’PEL’ i forlængelse af den aktuelle ankomst af de seneste fire F-35A-kampfly.
Totalt har Danmark investeret i 27 styk F-35-kampfly, hvoraf de resterende seks er planlagt til at blive leveret inden udgangen af 2026.