
17. december 2025, kl. 17:52
Svanehøj A/S investerer i deres første CMZ CNC-drejebænk. Valget er faldet på en TD-30-M Z3200, som skal understøtte en ældre drejebænk, der i dag kører i tre-holdsdrift.
Ved Svanehøj har man aktuelt valgt at investere en CMZ TD-30-M Z3200 CNC–drejebænk, som skal øge kapaciteten og driftssikkerheden i produktionen af lange emner.
CMZ er blandt andet valgt, fordi den spanske producent leverer en komplet, fabriksmonteret løsning med luftpatron i pinoldokken, inklusive kontakter og kabelføring, og klar til drift fra dag ét, når salgs- og serviceselskabet i Vejle, CMZ Danmark A/S kommer med maskinen, hvilket er planlagt til medio marts.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Der er også lagt vægt på maskinens solide opbygning, integrerede motorer på alle akser, oliekøling af de kritiske punkter samt den stabile boksvange-konstruktion, som sikrer, at CNC-drejebænken er klar til at håndtere de emner og opgaver, som Svanehøj står med i dag.
Maskinen leveres fabriksmonteret med SMW-luftpatron i pinoldokken, så lange rør med påsvejste flanger kan understøttes korrekt under bearbejdning. Løsningen sikrer korrekt understøtning af emnet og mulighed for bearbejdning fra begge sider i én opspænding. Desuden kan man håndtere emner op til 3.200 millimeter i længden og en drejediameter på 550 millimeter. Maskinen er også udstyret med roterende værktøj med 12.000 omdrejninger/minuttet.
Med investeringen fremtidssikres produktionen og der opnås mulighed for at håndtere længere emner på sigt, hvorfor maskinen vil blive et centralt supplement i produktionen fremover, fremhæver CMZ Danmark, som samtidig takker Svanehøj for tilliden og ser frem til et stærkt samarbejde.
