
22. december 2025, kl. 10:58
SkillsDenmark har fra Laurits Andersens Fond modtaget en stor donation på 1.865.000 kroner, som skal sikre de bedst mulige rammer for Skillslandsholdets forberedelse og deltagelse ved WorldSkills 2026 i Shanghai.
Laurits Andersens Fond støtter Skillslandsholdet frem mod WorldSkills i Shanghai 2026, meddeler SkillsDenmark, som fra fonden har modtaget en stor donation på 1.865.000 kroner.
Donationen styrker træningen frem mod VM gennem flere landsholdssamlinger samt tilknytning af trænere og faglige støttefunktioner, herunder mental og fysisk forberedelse. Samtidig får de unge fagatleter værdifuld international erfaring, som de kan tage med sig videre i deres faglige liv.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Støtten flugter med Laurits Andersens Fonds formål om at fremme dansk industri og handel gennem en stærk faglært arbejdskraft og ved at støtte unges uddannelse i udlandet. At WorldSkills afholdes i Shanghai understreger samtidig den historiske forbindelse til fondens stifter, Laurits Andersen, som selv levede og arbejdede i Kina.
Landsholdets deltagelse ved WorldSkills 2026, der holdes 22. til 27. september næste år, bidrager samtidig til SkillsDenmarks arbejde med at styrke kendskabet til og respekten for erhvervsuddannelserne blandt unge, forældre og i samfundet generelt.
