22. september 2025, kl. 13:38
Ved K 2025-messen vil østrigske Engel præsentere udviklingen fra 'inject 4.0' til 'Inject AI'. På standen vil der være verdenspremiere på dét, der betegnes som verdens første fuldt autonome sprøjtestøbescelle beregnet til produktion i industriel skala.
Når K-2025-messen løber af stablen i Düsseldorf 8. til 15. oktober blive det med AI som en af de helt store standtemaer for den østrigske sprøjtestøbemaskinproducent.
Ti år efter introduktionen af 'Inject 4.0'-strategien præsenterer virksomheden nemlig det, den betegner som næste udviklingsfase, døbt 'Inject AI'.
Nærmere bestemt ønsker producenten at kombinere årtiers ekspertise inden for sprøjtestøbning med avanceret kunstig intelligens og tilbyde konkrete løsninger til at løse mangel på kvalificeret arbejdskraft, opnåelse af materialebesparelser og sikring af emnekvaliteten.
Højdepunktet på messegulvet bliver opstillingen af en fuldt selvregulerende sprøjtestøbningscelle til produktion i industriel skala, der, ifølge firmaet, er første gang på verdensplan, at dette demonstreres.
Systemet giver brugerne mulighed for at indtaste kvalitetsmål direkte i stedet for at justere abstrakte maskinparametre. Operatøren angiver blot de ønskede produktegenskaber og maskinen styrer automatisk alle procesindstillinger.
Takket være AI-understøttet initialisering vil det snart være muligt at udlede kvalitetsegenskaber direkte, og manuelle forsøg på at optimere kvaliteten vil dermed blive fortid, fremhæves det.
Den AI-understøttede, selvregulerende sprøjtestøbemaskine muliggør materialebesparelser på op til fem procent ved præcis optimering mod de nedre tolerancegrænser. Ved en produktionsvolumen på en million emner om året betyder det, ifølge producenten, ofte besparelser på flere tusinde euro.
Samtidig bringer det brugerne et betydeligt skridt nærmere en fejlfri produktion, da der ikke genereres noget spild gennem prøveserier eller optimeringscyklusser.
Yderligere fordele inkluderer drastisk reducerede opsætningstider - fra timer til blot minutter. Det udvidede digitale assistancesystem iQ weight control plus kan eksempelvis reducere spild med op til 50 procent og tilbyde en ny driftsform ud over den klassiske indstilling af sprøjtestøbeprocessen.
Her skal der kun indtastes to værdier. Systemet kompenserer derefter automatisk for materialudsving under hvert enkelt skud og muliggør stabil produktion, selv med 100 procent genanvendt materiale, påpåeges det.
Alt i alt adresserer Inject AI direkte den globale mangel på kvalificerede medarbejdere, hvor AI-understøttede systemer skaber gennemsigtighed, giver handlingsrettede anbefalinger og spiller en central rolle i produktivitetsforbedringen.
Systemet oversætter komplekse procesdata til klare, umiddelbart handlingsrettede instruktioner, hvilket eliminerer behovet for, at personalet bruger timer på at analysere kurver, konstateres det.