Teknovation Logo



  • Cookies politik
  • English
 

LEGO-rekordresultat båret af stærkt brand og innovation

  • Øverste koncerndirektør Niels B. Christiansen kan glæde sig over et rekordår i 2025, båret oppe af LEGO's stærke brand og høje grad af innovation på produktsiden.

10. marts 2026, kl. 10:34 

LEGO-koncernen er kommet godt igennem 2025, hvor man øgede nettoomsætningen med hele 12 procent til cirka 83,5 milliarder kroner. Der var også rekordstor bundlinje i det seneste regnskabsår, som samtidig også har budt på øget genanvendt indhold i materialeindkøbet.


Der er vækst på både top- og bundlinje i det aktuelt udsendte regnskab for LEGO-koncernen, hvor nettoomsætningen er øget med 12 procent til cirka 83,5 milliarder, drevet af et stærkt brand og stor efterspørgsel efter LEGO-legeoplevelser. Og koncernen kan i det hele taget konstatere, at flere børn end nogensinde før leger med LEGO-klodser.

Markedsandelen steg, og koncernen voksede over dobbelt så hurtigt som legetøjsmarkedet iøvrigt, og driftsresultatet steg med 18 procent til 22,0 milliarder, som følge af rekordafsætningen samt øgede stordriftsfordele i produktionen og en række produktivitetsforbedringer, mens de strategiske investeringer blev fastholdt på et højt niveau. Årets resultat voksede således med hele 21 procent til 16,7 milliarder.

Den frie pengestrøm udgjorde 10,8 milliarder, og det altså på trods af betydelige investeringer i fabrikker, eksisterende faciliteter og bæredygtighedstiltag.

Der kan også ses et markant løft i det estimerede gennemsnit af fornybart og genanvendt indhold i indkøbte materialer til fremstilling af LEGO-klodser til 52 procent mod 33 procent i 2024.

"Vi er meget tilfredse med rekordresultatet i 2025, der kommer ovenpå sidste års succes. Den høje efterspørgsel var båret af vores innovative produktportefølje – kombineret med et stærkt LEGO brand og en effektiv forretningsmodel. Vi var kreative med vores produkter og effektive i driften, hvilket gjorde, at vi nåede ud til flere børn end nogensinde før med LEGO legeoplevelser. Vi fortsatte med at investere i fremtidig vækst og vi nåede i mål med flere mangeårige strategiske investeringer. Og over halvdelen af det materiale, vi indkøber til fremstilling af LEGO klodser, var fornybart og genanvendt,” fastslår øverste koncerndirektør Niels B. Christiansen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 



 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik