
8. december 2025, kl. 15:42
Metrologi-divisionen ved Kyocera Unimerco Tooling A/S, Sunds, har tildelt et sponsorat til Herningsholm Erhvervsskole, bestående af mikrometerskruer og andet håndmåleværktøj fra producenten Mahr.
Mikrometerskruer og andet håndmåleværktøj fra producenten Mahr er aktuelt tildelt Herningsholm Erhvervsskole.
Der er tale om værktøj, som blev brugt til Euroskills-konkurrencen i Herning tilbage i starten af september, for at sikre den danske deltager de bedste forhold, og som fremadrettet altså skal anvendes af de unge ved Herningsholm Erhvervsskole, oplyser salgschef Jan Møgelmose, Metrologi-divisionen ved Kyocera Unimerco Tooling.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
”Vi er glade for at kunne hjælpe vores lokale erhvervsskole med måleværktøj af god kvalitet,” siger Jan Møgelmose, og fortsætter:
”Måling og kvalitet er efter vores mening en væsentlig del af industriteknikeruddannelsen, og med sponsoratet ønsker vi at sikre eleverne den bedste forståelse af en optimal produktionsproces i deres fremtidige jobs. Derfor er vi glade for at kunne hjælpe med måleværktøjerne, ligesom vi gerne hjælper skolen med input og træning”.
Håbet er samtidig en øget interesse for det måletekniske område, som er efterspurgt af mange af områdets virksomheder, anfører Jan Møgelmose.
