6. august 2025, kl. 14:58
Selv om man dagligt arbejder med 3D-print, så kan man have gavn af at få dokumenteret sine erfaringer gennem faget ”Introduktion til Industriel 3D-print” ved IBA Erhvervsakademi Kolding.
Jimmi Simonsen arbejder til daglig med 3D-print, og sådan har det været, siden han stod i lære hos LEGO. Han blev færdiguddannet i 2018, hvorefter han kom til sin nuværende arbejdsplads Rimbøl Teknik A/S som konstruktør, hvor han medvirker til at fremstille forsyningssystemer, som store og små virksomheder bruger til at håndtere emner i deres produktion, ligesom han fremstiller prototyper og reservedele – enten til egne slutprodukter eller som bestillingsopgaver for andre.
Det er altså ikke erfaring, han mangler. Alligevel valgte Jimmi Simonsen at tage efteruddannelse hos IBA Erhvervsakademi Kolding, som kører faget ”Introduktion til Industriel 3D-print”.
"Selv om jeg har flere års erfaring i at bruge 3D-print, så har jeg ikke haft et stykke papir på mine kompetencer. Det har jeg fået med efteruddannelsen her på IBA," fortæller Jimmi Simonsen.
Med i købet har han fået indsigt i nogle af de 3D-print-teknologier, de ikke bruger hos Rimbøl Teknik. Undervisningen foregår hos IBA Nextech, hvor man råder over et laboratorie med en større samling af maskiner, som deltagerne har mulighed for at benytte:
"Så jeg har helt sikkert fået udvidet min horisont, når det gælder anvendelsen af forskellige typer af 3D-print teknologier, siger Jimmi om forløbet hos IBA Nexttech," understreger Jimmi Simonsen.
"Jeg har også set, at man er begyndt at kombinere 3D-printere med andre maskiner, så man kan køre flere funktioner i samme arbejdsgang. Så jo – det er helt sikkert en teknologi, som har fremtiden foran sig," siger Jimmi Simonsen.
Næste holdstart for ”Introduktion til Industriel 3D-print” bliver den 22. oktober. Der er planlagt fire undervisningsdage plus en eksamen.