18 haller i Messe Düsseldorf var i dagene 8. til 15. oktober omdrejningspunktet for 3.274 udstillere, som tiltrak over 175.000 besøgende fra omtrent 160 nationer.
Messeansvarlig for K-messerne ved Messe Düsseldorf Marius Berlemann ser med tilfredshed tilbage på K 2025-messen, som endnu engang positionerede messen som verdens fremmeste mødested for plastindustrien.
De i alt 18 messehaller bød på talrige produktlanceringer, herunder flere verdenspremierer, og dertil emner som anvendelse af kunstig intelligens, AI, og øvrig digitalisering tilknyttet plastsprøjtestøbning i særdeleshed og kunststoffremstilling i almindelighed, hvilket tiltrak over 175.000 over de otte dage, fremhæver Marius Berlemann.
De foreløbige tilfredshedsanalyser viser, at 73 procent af alle besøgende kom fra lande uden for Tyskland, og mere end 1/3 var oversøiske tilrejsende, heraf flest fra Kina og Indien, ligesom der var flot rykind fra både Brasilien og USA.
95 procent af de besøgende angiver, at de fik opfyldt deres mål med besøget, og hele 98 procent svarer, at deres oplevelse på messen var helt i top, påpeger Marius Berlemann.
Messen holdes hvert tredje år, og terminen for K 2028 er nu fastlagt til dagene 18. til 25. oktober 2028, ligeledes i Messe Düsseldorf.