Teknovation Logo






 

VIA åbner for softwareingeniøruddannelse

  • Studerende på VIAs softwareingeniør-uddannelse.

18. december 2024, kl. 09:46 

Fra 2025 er der mulighed for at uddanne sig til softwareingeniør, mens man er ansat som trainee i en virksomhed og samtidig modtager digital undervisning. Interesserede fra hele landet kan benytte det nye, fleksible uddannelsesformat, som VIA University College har udviklet sammen med en række erhvervsråd og virksomheder.


Tidligere i år udvidede VIA University College sin vifte af traditionelle ingeniøruddannelser i Horsens, Aarhus og Viborg med et trainee-studieforløb, som er en helt anden vej til at blive maskiningeniør. Tiltaget er kommet så godt fra start, at VIA i 2025 også slår dørene op til en trainee-uddannelse til softwareingeniør.

Forløbet giver folk med en drøm at få stærke IT-kompetencer mulighed for at uddanne sig i en form for ’mesterlære-ordning.' Her har de ansættelse i en virksomhed suppleret med digital undervisning. Modellen er ikke alene målrettet unge mennesker, men også mere modne ansøgere, der ønsker at skifte karrierespor uden at skulle flytte væk fra den by, hvor de bor og måske har etableret sig med familie.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


”Vores eksisterende ingeniørtrainee-uddannelse til maskiningeniør har trainees tilmeldt fra hele landet og har ligeså mange studerende, som vores ordinære maskiningeniøruddannelse i Horsens. En tilsvarende succes forventer vi for VIAs kommende ingeniørtrainee-uddannelse til softwareingeniør,” fremhæver uddannelsesdekan Lotte Thøgersen, der er ansvarlig for VIAs palet af ingeniøruddannelser.

Hun understreger, at de faglige kompetencer, som de studerende på ingeniørtrainee-uddannelsen til softwareingeniør får, er tilsvarende dém, de studerende på softwareingeniør-uddannelsen hos VIA University College i Horsens bliver rustet med ved fysisk fremmøde. I begge tilfælde er der tale om en diplomingeniøruddannelse.

”Forskellen er, at trainee-versionen er ekstra praksisrettet, fordi den gennem alle 3,5 år foregår i en virksomhed. Samtidig er trainee-forløbet ekstra fleksibelt, fordi de studerende følger den teoretiske undervisning digitalt. En betydelig del af undervisningen er optaget og dermed kan ses, når det tidsmæssigt passer,” forklarer Lotte Thøgersen.

Samtidig fremhæver Lotte Thøgersen, at det nye uddannelseskoncept også giver erhvervslivet væsentlige fordele – for eksempel mulighed for at uddanne nuværende eller nye medarbejdere til ingeniører lokalt, imens de løser opgaver for virksomheden under deres trainee-ansættelse.

”Dansk erhvervsliv oplever en massiv mangel på medarbejdere med specialiserede IT-kompetencer, og dét har bekymrende konsekvenser. Rekrutteringsudfordringen betyder, at mange virksomheder må sige nej til ordrer og dermed ikke kan udnytte deres potentiale for vækst og konkurrencekraft. Dén problematik reducerer ingeniørtrainee-modellen,” påpeger Lotte Thøgersen.

Det første hold af studerende på ingeniørtrainee-uddannelsen til softwareingeniør begynder efter planen i august 2025. I øjeblikket er VIA University College i fuld gang med at udvikle den digitale undervisning og at være i dialog med virksomheder, der ønsker at ansatte ingeniørtrainees.

Ansøgningsfristen for kvote 2-ansøgninger gennem Den Koordinerede Tilmelding (KOT) er 15. marts, og ansøgningsfristen gennem kvote 1 er 5. juli.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik