2. maj 2025, kl. 09:32
De første tre måneder af 2025 har været præget af usædvanlige og volatile markedsvilkår, hvor usikkerhederne er øget uge for uge, men dette til trods har det Schouw & Co. leveret, og dermed viser koncernens diversificeringsstrategi sit værd.
Brøsnoterede Schouw & Co. omfatter de seks industrivirksomheder BioMar, GPV, HydraSpecma, Borg Automotive, Fibertex Personal Care, Fibertex samt Nonwovens.
"Overordnet set har porteføljevirksomhederne haft et solidt første kvartal af 2025, særligt når man tager den globale usikkerhed og den økonomiske udvikling i betragtning. De nuværende markedsvilkår er udfordret på en hidtil uset måde, og usikkerhed, risici og uro på markedet er i konstant stigning. På den baggrund er jeg meget tilfreds med de resultater, vi har opnået," siger koncerndirektør Jens Bjerg Sørensen, Schouw & Co.
Koncernens position under de nuværende forhold skyldes i høj grad en særlig diversificeringsstrategi, som skal sikre stabilitet og dermed giver de seks industrivirksomheder mulighed for at agere på passende vis og med et langsigtet perspektiv, trods usikkerheder på adskillige markeder afbetydning for koncernens salg, fremhæver Jens Bjerg Søresen:
"Forrentningsmodellen i Schouw & Co. beviser sit værd i tider som disse. En stor andel af vores omsætning er ikke-cyklisk, og vores diversificerede produktudbud og globale tilstedeværelse medfører at Schouw & Co. er en stabil virksomhed i turbulente tider. Vi mærker naturligvis den globale uro, men står stærkt med en solid og velinvesteret platform," siger Jens Bjerg Sørensen.
Koncernen realiserede i første kvartal en omsætning på 7,9 milliarder kroner, hvilket var en stigning på 1 procent sammenlignet med samme periode i 2024. Stigningen skyldes primært øget omsætning hos BioMar og HydraSpecma, hvilket har udlignet en nedgang i omsætningen hos GPV og Fibertex Personal Care. Pengestrømmen fra driften er øget med 29 procent sammenlignet med 1. kvartal i 2024. Indtjeningen på 565 millioner kroner (EBITDA) var som forventet mindre end året før, og der var tale om et fald på 13 procent sammenlignet med første kvartal i 2024, hvilket primært tilskrives udviklingen hos BioMar, men også i mindre grad GPV, Fibertex Nonwovens og Borg Automotive, mens HydraSpecma beretter om god udvikling i indtjeningen.
Schouw & Co. betegner sig selv som stærkt positioneret til at modstå udfordringer, der opstår som følge af den globale usikkerhed og ændringer i markedsøkonomien. Derfor fastholder industrikonglomeratet forventningen til årets indtjening.