Teknovation Logo






 

Luftfartøjers tilstand øges

  • Specialister på Teknologisk Institut kontrollerer ydeevnen for printede strækmålere på forskellige materialer. (Foto: Teknologisk Institut)

6. maj 2025, kl. 10:06 

Ved brug af sensorer og digital twins kan fly og droner blive mere sikre og opnå længere levetid.


Sensorer og digital twins kan optimere måden, som man vedligeholder luftfartøjer på, så færre ressourcer går til spilde. Teknologisk Institut samarbejder med internationale partnere på at skabe sikrere fly og droner med længere levetid i EU-projektet Avatar:

"Mens det tidligere har været nødvendigt at udskifte en hel vinge, giver teknologien mulighed for at se i detaljer, hvilken del af vingen der bør repareres eller udskiftes. På den måde kan vi forlænge levetiden af de enkelte dele på flyet. Samtidig får vi løbende data på flyets tilstand, så vi kan måle rystelser, temperaturudsving og andre faktorer, der kan påvirke flyets sikkerhed," siger Anna Krzyzanowska, der er specialist i printet elektronik på Teknologisk Institut.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Teknologisk Institut har udviklet sensorer, der monitorerer flyene i realtid. Sensorerne er integreret i en tynd plastfolie, som påtrykkes flyets dele med præcis varme og tryk og kan sammenlignes med et avanceret klistermærke. De er tilknyttet en specialdesignet digital tvilling, som overvåger flyene og sikrer optimal vedligeholdelse og drift.

"Den nye teknologi er udviklet til at klare ekstremt vejr og temperaturudsving, så den kan tåle at rejse med flyet op i de højere luftlag. Vi er nået i mål med at udvikle reproducerbare og pålidelige sensorer, som vi forventer der i fremtiden kan masseproduceres i høj kvalitet," siger Anna Krzyzanowska.

Sensorerne giver en præcis overvågning af temperatur og vibrationer i realtid og kan føre til en markant forbedring af vedligeholdelsesprocedurerne, sikkerheden og levetiden på fly og droner.

"I Avatar bidrager vi også med at udvikle et dataopsamlingssystem, der kan håndtere de mange forskellige typer sensordata. Projektets mål er at reducere vedligeholdelsesomkostningerne med op til 30 procent og forlænge flyenes levetid med 20 procent ved at bruge den nye teknologi," fastslår Anna Krzyzanowska.

Avatar er støttet af EU gennem European Climate, Infrastructure & Environment Executive Agency (CINEA) under Grant agreement no. 101096073. Projektet er desuden støttet af United Kingdom Research & Innovation, UKRI, under den britiske regerings Horizon Europe Guarantee, gennem Grant agreement no. 10065739. Partnerne er blandt andet Teknologisk Institut, Evektor og Nordic Wing.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik