12. maj 2025, kl. 11:42
De Godkendte Tekniske Serviceinstitutter, GTS, skifter 1. juni ud på direktørposten, og har sikret sig Mette Fjord Sørensen til fremadrettet at stå i spidsen for aktiviteterne.
Det bliver Mette Fjord Sørensen, der fremover skal stå i spidsen for GTS-foreningen. Her bliver hendes opgave blandt andet at få forskning og innovation endnu højere op på den politiske agenda til gavn for dansk erhvervsliv.
Mette Fjord Sørensen kommer fra en stilling som afdelingschef for politik og presse i DM, og før det var hun stabschef for det Radikale Venstre i et år.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Hun har også været underdirektør og chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed i DI, for blot at nævne nogle af de poster, hun har bestridt. Det er med andre ord en profil med en stærk baggrund, der nu sætter sig i GTS-foreningens direktørstol, fremhæves det.
”Forskning og innovation er en af de vigtigste dagsordner for vores samfund. GTS-institutterne spiller en afgørende rolle, når det handler om at omsætte forskning til brugbare løsninger i erhvervsliv og samfund – og lige præcis dét er der mere end nogensinde brug for. Kriserne står i kø både nationalt og internationalt – og svarene skal findes i vores evne til at omstille os til de nye vilkår. Her er GTS-institutterne vigtige medspillere ift. at få det til at ske. Jeg glæder mig enormt til at være med til at bidrage og blive en del af GTS-sagen, som jeg har fulgt fra sidelinjen gennem en årrække”, siger Mette Fjord Sørensen.
GTS-foreningen repræsenterer de syv danske GTS-institutter; Alexandra Instituttet, Bioneer, DFM, DBI, DHI, FORCE Technology og Teknologisk Institut.