Teknovation Logo






 

Automatiseret CO2-beregner

  • Carmo-direktør Claus Ishøy glæder sig over virksomhedens CO2-beregner, som han forventer vil være et afgørende konkurrenceparameter. (Foto: Carmo A/S)

22. maj 2025, kl. 06:48 

Carmo A/S melder sig klar med en automatiseret CO2-beregner, der kan give præcise data og sikre dokumentation af alle plastvirksomhedens produkter.


EU's lovgivning for bæredygtighedsrapportering, CSRD, vil kræve valide CO2-data. Plast- og medicovirksomheden Carmo har allerede nu en specialudviklet CO2-beregner, der sikrer detaljeret dokumentation på hele produktsortimentet.

"Efter flere års udviklingsproces står vi med en beregner, der giver os emissionsdokumentation på alle vores produkter i produktionen. Det er unikt, at vi kan beregne og dokumentere ret nøjagtigt, hvad de enkelte dele af produktionen bidrager med til det samlede CO2-aftryk af et produkt. Beregneren er et af flere led, som vi tager mod større og større ESG-ansvar," siger Carmo-direktør Claus Ishøy.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Carmo har, i samarbejde med Viegand Maagøe og konsulenthuset Vektus, udviklet den automatiserede CO2-beregner, der integrerer en cradle-2-gate CO2-ekvivalent beregning direkte i Carmos IT-system.

"Vores kunder har i årevis arbejdet med reduktion af egne udledninger, og begynder nu at fokusere på reduktioner i værdikæden og har dermed behov for transparent og detaljeret data fra underleverandørerne. Derfor bærer det nu frugt, at vi tidligt valgte at sigte mod detaljeret dokumentation af vores produkters CO2-udledning. Det er helt afgørende for os som leverandør, at vi kan tilbyde vores kunder transparente data til brug i deres klimaregnskaber," siger Claus Ishøy.

Ud over emissionsberegningsdokumentation på samtlige 600 varenumre i Carmos produktion, er CO2-beregneren et redskab, der fremadrettet medvirker til reduktion af egen udledning:

"Beregneren giver os mulighed for at overvåge og reducere vores eget miljøaftryk. Den gør den os i stand til at hjælpe vores kunder med præcis dokumentation af nuværende Scope 3-udledninger, og identifikation af specifikke produkter og bidragsydere, der giver mest effekt ved fremtidig reduktion af CO2-udledninger," siger Claus Ishøy og uddyber:

"Det vil også have stor betydning for fremtidige kundespecifikke projekter, hvor vi specialudvikler løsninger, da vi kan dokumentere effekten af re-design og produktionsændringer og lave en faktuel beregning af et produkt. Der er ingen tvivl om, at vi med den færdigudviklede beregner konkurrerer på et nyt niveau og har taget en helt ny retning som produktionsvirksomhed". 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik