26. august 2025, kl. 11:52
Metalindustriens Uddannelsesudvalg har indledt ugen i Grønland, og personligt overrakt svendebreve til en række udlærte svende, for at markere, at der er kommet klarhed over grønlandske lærlinges uddannelsesforløb, når de har været tilknyttet en dansk erhvervsskole og været i oplæring i Grønland.
Ved en ceremoni i Hans Egedes Hus i Nuuk fik en række udlærte svende fra Grønland mandag den 25. august overrakt deres svendebrev, som bevis på at have gennemført en erhvervsuddannelse i metalindustrien.
Overrækkelsen af svendebreve, til udlærte svende fra Grønland, der blandt andet har gennemført uddannelsen til datatekniker, flytekniker og entreprenørmaskinmekaniker, markerede, at der nu er kommet klarhed over uddannelsesforløb for lærlinge fra Grønland, når de har været tilknyttet en dansk erhvervsskole og været i oplæring i Grønland. Det er et område, der i en periode har medført en række misforståelser, som er gået udover lærlingene, der ikke har kunnet få deres svendebreve efter endt uddannelse.
Men det er der nu heldigvis fundet en løsning på, fortæller formanden for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, og forbundssekretær i Dansk Metal Peter Faber:
"De grønlandske lærlinge fortjener naturligvis at få deres svendebrev på lige fod med andre lærlinge, der har gået på en erhvervsskole i Danmark. Nu er svendebrevene heldigvis i hænderne på rette modtagere, og det er er godt udgangspunkt for et endnu tættere samarbejde om erhvervsuddannelsesområdet med de grønlandske uddannelsesmyndigheder fremover," siger Peter Faber, der er meget tilfreds med den indsats, der er blevet lagt i at finde fælles fodslag i sagen om de grønlandske lærlinges svendebreve.
Den tilfredshed deler han med næstformand i Metalindustriens Udddannelsesudvalg, DI-vicedirektør Signe Tychsen Philip:
"Det har været enormt vigtigt for os at finde en løsning, så der ikke fremover opstår misforståelser og forsinkelser i processen med at udstede svendebreve til grønlandske lærlinge. Vi interesserer os for uddannelsesbehovet i Grønland, og denne fælles løsning har bragt os tættere sammen," siger Signe Tychsen Philip.
I tæt samarbejde med Departementet for Uddannelse i Grønland samt Børne- & Undervisningsministeriet i Danmark har Metalindustriens Uddannelsesudvalg, under Industriens Uddannelser, fundet løsningen på, at grønlandske lærlinge, der har været i oplæring på en virksomhed i Grønland, kan få svendebreve på lige fod med lærlinge, der har været i oplæring i Danmark.
Fra grønlandsk side er der også stor glæde ved, at der nu er fundet en løsning på problemet:
"I Grønland er vi meget stolte, hver gang en studerende fuldfører en uddannelse. Det er 50 procent der lykkes med at gennemføre, og bag hver enkelt succes ligger et familieprojekt, hvor alle har ofret sig. Med store afstande, afsavn og hjemve er det en sejr på trods, og derfor fejrer vi det som en festdag både i samfundet og i familien," siger Trine Egede, der er afdelingschef i departementet for uddannelse og har ansvar for alle uddannelser i Grønland. Hun tilføjer:
"Af den grund er vi taknemmelige for, at det er fundet en løsning på at få fejret de unge og uddelt beviserne. Det er med til at vise, at man er stolte af deres indsats".