26. august 2025, kl. 13:58
Udviklingen af platformen Kunstkonsortiet.dk er resultatet af et samarbejde mellem DI og Bikubenfonden. DI bidrager nu med sit brede erhvervsnetværk og kommunikationskanaler, så guiden når ud til virksomheder i hele landet.
Kunst styrker arbejdsmiljøet, virksomhedernes branding og medarbejdertrivsel. Og nu vil DI's medlemmer gennem guiden Kunstkonsortiet.dk få yderligere hjælp på området.
Kunsten er en vigtig brik i det danske samfund – og dermed også i arbejdslivet. Guiden er et skridt mod at gøre kunstens værdi mere tilgængelig og brugbar for virksomheder, fremhæver DI-vicedirektør Henriette Søltoft.
Kunstkonsortiet er et fællesskab af aktører inden for kunstfeltet, der tilbyder rådgivning og løsninger på tværs af områder som kuratering, kunstindkøb, restaurering, kunstneriske events, forskning og udstillingspraksis, og Kunstkonsortiet ledes af initiativtager Mette Marcus.