27. august 2025, kl. 10:46
Teknologisk Institut fastslår i aktuel rapport, at dansk erhvervsliv og forskning er internationalt i front, når det handler om at udvikle teknologier til produktion af grønne brændstoffer. Men, uden målrettede tiltag er er risiko for at tabe Power-to-X-positionen, som i dag er mere trængt.
Power-to-X, PtX, er en blandt flere væsentlige teknologier til produktion af CO2-neutrale brændstoffer til fremtidens energisystem herhjemme, påpeges det i analysen Teknologisk Udsyn – Danmarks internationale styrker inden for Power-to-X. Danmark er nemlig ved at blive sejlet agterud af store nationer som USA, Tyskland og Kina, der investerer massivt i teknologien, påpeger direktør David Tveit, Teknologisk Institut:
"Mange danske virksomheder har kastet sig over Power-to-X, vi har gang i stærke forsknings- og udviklingsprojekter, og der er planlagt flere produktionsanlæg. Men aktuelt mister udviklingen momentum, og vi risikerer, at potentialet af vores betydelige styrker ikke bliver realiseret,' siger David Tveit.
For at bevare Danmarks førerposition anbefales i analysen en koordineret indsats i tre spor: Etablering af et stærkt dansk hjemmemarked for PtX-produkter ved at opbygge dansk baseret teknologisk viden og erfaring. Målrettede investeringer i strategisk innovation og industrialisering af PtX-teknologier. Endeligt anbefales det at udnytte Danmarks allerede stærke position på udenlandske markeder og fremme eksporten af dansk udviklet teknologi og service.
"Inden for det seneste år er der sket væsentlige fremskridt på PtX-området, men Danmarks fremtid som en førende leverandør af PtX-teknologi afhænger af, om vi formår at udvikle vores styrker. Den grønne omstilling fordrer en koordineret satsning på flere teknologier, og med anbefalingerne i rapporten spiller vi ind i en strategisk dialog om, hvad Danmark kan gøre for at udvikle vores styrker til gavn både for den grønne omstilling og for udvikling af et teknologisk og erhvervsmæssigt vækstområde inden for PtX," siger David Tveit.
Ud over at samle og dele viden i analyser om teknologi, grøn omstilling og marked, hjælper Teknologisk Institut virksomheder med blandt andet at udvikle PtX-anlæg i pilot- og fuld skala. Desuden arbejder Instituttet med at teste og implementere løsninger, der fx gør det muligt at integrere energisystemet på tværs af sektorer og infrastruktur som for eksempel i forsknings- og udviklingspartnerskabet DynFlex.