Teknovation Logo






 

Fem haller med automation i Herning

  • Automatisering og robotteknlogi er i fokus på HI-messen. (Foto: MCH/Lars Møller)

11. september 2025, kl. 10:14 

Traditionen tro er de seneste teknologier inden for industriel automation og robotteknologierne repræsenteret i hele fem haller ved årets industrimesse i Herning. Det er også her den endelige vinder af DIRA Automatiseringsprisen hædres. Messen finder sted 30. september til 2. oktober.


Forperson i Dansk Robot Netværk, DIRA, og administrerende direktør i Beckhoff Automation ApS Michael Nielsen ser frem mod HI 2025-messen:

"For mig at se er automation og robotteknologi vigtigere end nogensinde. Vi skal sikre os selv i Danmark, men også i Europa mod alt det, der sker omkring os - lige fra klima-udfordringer til toldsatser. Ét af midlerne til at fastholde produktion og udvikling er lige præcis automation, og derfor skal vi i dialog om alle de gode løsninger," forklarer Michael Nielsen, og fortsætter:

"Skal dansk industri stå stærkt i en omskiftelig verden og blive endnu mere konkurrencedygtig, handler det ikke kun om pris og kvalitet, men i lige så høj grad om robusthed, fleksibilitet og bæredygtighed. Her spiller automation en nøglerolle, og den forståelse håber jeg, at de besøgende får med hjem".

Michael Nielsen anerkender, at der sker fremskridt, men samtidig er han af den overbevisning, at vi kan løbe endnu hurtigere - og at vi besidder nogle teknologier, som kan styrke kvalitet og effektivitet, og som kan gøres endnu mere økonomisk rentable. Han mener således, at der er et stort potentiale for yderligere automatisering i industrien.

Som udstiller ser Michael Nielsen og resten af Beckhoff Automation frem til at møde kunder og samarbejdspartnere på HI-messen:

"Dialogen og dét at mødes med mennesker face to face er så vigtigt for os, og netop derfor er messer og specielt HI-messen så vigtig for os. Det væsentligste for os som leverandør er, at det på messen står klart, at vi er en strategisk sparringspartner for både nye og eksisterende kunder, og at vi hele tiden er klar på at gentænke, hvordan en produktion kan gøres smartere," lyder det fra Michael Nielsen.

Han fortæller, at Beckhoff Automation medbringer flere lanceringer, herunder MX, i løsningens seneste form på en tavlefri installation, og AI-assistenten TwinCAT CoAgent, der kan hjælpe med software-udvikling. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 



 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik