23. oktober 2025, kl. 09:52
I forlængelse af et ejerskifte tidligere på året har Hytorc Danmark ansat Morten Petersen som virksomhedens administrerende direktør, og kan dermed trække på hans mere end 20 års leder- og brancheerfaring.
Morten Petersen er hentet ind som administrerende direktør for Hytorc Danmark i Bogense, der derved har sikret sig adgang til hans over 20 års erfaring fra leverandørleddet til den metalbearbejdende industri, hvor han har haft lederstillinger inden for salg, indkøb, sourcing og forretningsudvikling – både B2B og B2C.
”Hytorc Danmark har et stort potentiale, når vi ser på de ydelser, produkter og services, vi kan tilbyde som løsningsorienteret samarbejdspartner inden for momentteknik,” fortæller Morten Petersen.
Han har nu ansvaret for at udarbejde og implementere Hytorc Danmarks strategiske tiltag, i tæt samarbejde med medarbejderne og virksomhedens norske ejere.
”Vores mål er at øge kendskabet til Hytorc både hos eksisterende og nye kunder. Samtidig vil vi sætte fokus på, at vores løsninger hjælper vores kunder med at styrke effektiviteten og rentabiliteten i deres forretning,” siger Morten Petersen.
Som en del af udviklingen har Hytorc Danmark udvidet sit salgsteam, i bestræbelserne på at komme endnu tættere på kunderne:
”Vi har et stærkt fundament af dygtige medarbejdere, som vi nu bygger videre på, og jeg glæder mig til at udvikle virksomheden sammen med hele teamet,” fastslår Morten Petersen.