Teknovation Logo




 

Kommunalt ungeudspil fra DI

  • I forbindelse med regional- og kommunalvalget den 18. november har DI indledt en tur rundt i landet, hvor lokale emner kommer på dagsordenen, suppleret med blandt andet det aktuelle ungeudspils ti konkrete forslag.

27. oktober 2025, kl. 09:24 

DI lancerer et kommunalt ungeudspil, der skal hjælpe kommunalpolitikerne med at investere mere i de unge og få dem godt ind på arbejdsmarkedet.


Over hele landet kæmper kommuner med faldende ungdomsårgange. Særligt i oplands- og landkommuner vil det inden for få år betyde færre elever i folkeskolerne, lukkede skoler - og på sigt et svækket arbejdsmarked. Der er med andre ord behov for, at få klædt alle børn og unge på til at blive en del af fremtidens arbejdsmarked. Men, det kræver, at vi som samfund investerer i de unges arbejdslyst og i udviklingen af deres kompetencer, mener man hos DI.

Derfor lanceres et ungeudspil med ti konkrete anbefalinger til kommunalpolitikerne. Forslagene skal ruste de unge fagligt, give dem et større indblik i mulighederne på arbejdsmarkedet samt koble de unge og erhvervslivet tættere sammen, fortæller erhvervs- og medlemsdirektør i DI Emil Fannikke Kiær:

"Det har aldrig været vigtigere, at vores børn og unge trives og lærer. Det er en fælles opgave, hvor både kommuner og erhvervsliv spiller en helt central rolle," siger Emil Fannikke Kiær, og fortsætter:

"Hvis vi vil give vores unge de bedste forudsætninger for et fremtidigt arbejdsliv, kræver det, at vi investerer langt mere i deres faglighed - og allerede i folkeskolen. Det kræver et langt større fokus på at få de unge i erhvervspraktik og ud i fritidsjob, som vi ved gavner deres trivsel, ansvarsfølelse og udvikling," siger Emil Fannikke Kiær.

Aktuelt har DI indledt en tur rundt i landet, hvor hele 850 byrådskandidater har meldt sig til, og løbende stiger på bussen med det primære formål at møde lokale virksomheder og tale om unges vej til et godt arbejdsliv.

"Vi glæder os til at drøfte vores anbefalinger med dem og de 68 virksomheder rundt omkring i landet, som de skal besøge. Det viser virkelig, hvor stærkt engagementet er i vores fælles fremtid," siger Emil Fannikke Kiær.

DI's ti konkrete anbefalinger til kommende kommunalpolitikere til deres kommunes arbejde med Danmarks unge:

1. Kernefagligheden i folkeskolen skal styrkes – fokuser på matematik og dansk

2. Halvdelen af alle matematiklærere skal efteruddannes inden for de næste fire år

3. Alle folkeskoler skal oprette valgfaget teknologiforståelse

4. Erhvervspraktik skal introducere alle unge til det brede arbejdsmarked

5. Alle kommuner skal udpege en erhvervsplaymaker

6. Brug lokale partnerskaber til at samarbejde om de unge uden job og uddannelse

7. Flere unge i fritidsjob

8. Ungdomsskolen skal udbyde ”gå-til-håndværk” i deres katalog

9. Mere vejledning til ufaglærte studenter

10. Flere unge på cykler og i kollektiv transport 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 



 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik