Teknovation Logo




 

Realiserede 2025-visioner fra MCH

  • Hal M (øverst til venstre), Jyske Bank Boxen og MCH Arena samt P-faciliteterne i forgrunden udspringer alle af 'Vision 2025'. (Foto: MCH/Finn Byrum)

31. oktober 2025, kl. 14:44 

Det er 25 år siden, at direktør Georg Sørensen præsenterede MCH's Vision 2025. Og store dele af planen fra dengang er i dag på plads på arealerne i Herning.


Den 1. november 2000 præsenterede Georg Sørensen - som dengang var direktør for messecentret, og nu er administrerende direktør i MCH A/S - 'Vision 2025' for offentligheden.

25 år er nu gået, og meget er sket i de mellemliggende år. Først fik man i 2004 realiseret såvel Danmarks største søjlefrie hal (hal M) såvel som et moderne fodboldstadion; MCH Arena, og siden åbnede Danmarks første multiarena; Jyske Bank Boxen, i 2010.

Sideløbende blev infrastrukturen over en 12-årig periode, frem til 2018, løftet i området omkring MCH-Messecenter Herning - blandt andet med motorveje til Herning og hele landsdelen. Ligeledes i 2018 kunne man indvie en ankomstbygning til Jyske Bank Boxen, der blandt andet var med til at sikre, at man kunne færdes tørskoet mellem netop multiarenaen og messehallerne. Tiltaget var en del af projektet 'Fremtidens MCH', der blev søsat i samarbejde med Realdania og Herning Kommune med henblik på at skabe sammenhæng mellem koncernens faciliteter. I 2019 fulgte en opgradering af udenomsarealerne på Vardevej, inden messecentrets hovedbygning blev opdateret i 2021.

Når Georg Sørensen her 25 år senere ser tilbage, gør det indtryk på ham, hvor stor en del af 'Vision 2025' man ved fælles hjælp har formået at realisere:

"Med uvurderlig og højt værdsat støtte fra vores bagland, herunder Herning Kommune, Agromek, regionen og vores mange gode samarbejdspartnere fra hele landet, er det en stor glæde at kunne konstatere, at vi er nået i mål med alle de centrale elementer af masterplanen 'Vision 2025'. Vi har styrket vores position som et af Skandinaviens største og mest fleksible og mangfoldige oplevelsescentre, og såvel den optimerede infrastruktur som de facilitetsmæssige udvidelser har givet os rammerne for fortsat og i fremtiden at skabe oplevelser for alle," konstaterer Georg Sørensen, og fortsætter:

"Vi havde en drøm og en ambition om at skabe et dynamisk erhvervs- og underholdningsområde med faciliteter, der kunne appellere til alle. Og det har vi nu - unikke faciliteter med en mangfoldighed af muligheder. Vi satte en retning dengang i år 2000 med 'Vision 2025', som nu er realiseret til gavn og glæde for vores cirka 1 million årlige gæster, der hos os samles om messer, musik, mesterskaber og møder samt konferencer, kongresser, kultur og store firmafester".

MCH A/S tæller i dag lokationerne MCH-Messecenter Herning, MCH-Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen, og råder således over i alt 174.000 kvadratmeter.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 



 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik