
5. november 2025, kl. 15:42
SKF har lanceret The Patent Bay, der er en åben platform for virksomheder, som ønsker at fremskynde teknologier med potentiale til at fremme bæredygtighed ved at gøre udvalgte patenter frit tilgængelige for andre.
Lanceringen af The Patent Bay kommer på et tidspunkt, hvor antallet af globale patentansøgninger er på et historisk højt niveau.
Ifølge World Intellectual Property Organization blev der i 2023 indgivet 3,55 millioner patentansøgninger på verdensplan, hvilket er mere end dobbelt så mange som i 1995. Dette afspejler et stærkt innovationsklima, men understreger også den voksende udfordring med adgang og samarbejde, fremhæver SKF.
Det første patent, der er frigivet på platformen, er en højtydende lejelegering udviklet til luftfartsindustrien.
Ifølge Technology Innovation Manager hos SKF Arnaud Ruellan kan det pågældende lejemateriale håndtere højere belastninger i en mere kompakt form, hvilket muliggør højtydende lejeløsninger til nye motorarkitekturer, der er designet til at reducere emissionerne med op til 25 procent.
Den samme teknologi åbner døren for yderligere innovation, hvor effektivitet og bæredygtighed er nøgleordene, uddyber han.
Patent Bay er nu live og tilgængelig for virksomheder og innovatører, der er engagerede i teknologier med potentiale til at fremme bæredygtighed, konstaterer producenten.
