
18. november 2025, kl. 09:28
Som et led i en omstrukturering af ledelsen er ejer og bestyrelsesmedlem Michael Saxtoft indtrådt som administrerende direktør i nordjyske Nordelektro. Samtidig er der ansat flere folk på ledende poster.
Der er travlhed hos Nordelektro i Aalborg, hvor en SKI-aftale inden for elevatorservice og en række større tekniske Facility Management-aftaler med industrikunder har løftet omsætningen til det højeste niveau i flere år. Men, indtjeningen er ikke fulgt med væksten i omsætningen.
I bestyrelsen har man derfor set et behov for at styrke driften og kompetencerne i toppen af organisationen. Derfor er Michael Saxtoft, der har mange års international ledelseserfaring fra virksomheder som Vestas og Alstom, indtrådt som administrerende direktør. Desuden er der ansat flere ledende medarbejdere.
Michael Saxtoft er søn af den tidligere ejer, Niels Saxtoft, der købte Nordelektro i 1983 og ejede virksomheden frem til sin død i 2020. Siden har Michael Sandtoft og hans bror, Anders Sandtoft, delt ejerskabet af virksomheden. Efter flere år som medejer og medlem af bestyrelsen indtræder Michael Saxtoft nu som administrerende direktør på fuld tid med optimering af forretningen i fokus. Samtidig har han overtaget han sin brors ejerandel og bliver dermed eneaktionær i Nordelektro.
Sammen med Michael Saxtoft udgøres ledelsen af Taija Vangsø, der er ansat i en nyoprettet stilling som driftschef. De to har tidligere arbejdet sammen om et stort forandringsprojekt hos Bladt Industries. Ledelsen er også tilføjet salgschef Thomas Bach-Jensen, der har en mangeårig baggrund fra VVS-branchen, og økonomichef Allan Reiche Andersen, som senest har været CFO i Randers Reb.
