
21. januar 2026, kl. 10:26
For få danske produktionsvirksomheder prioriterer bæredygtighed og dét, at komme først til markedet med grønne løsninger, der styrker deres konkurrencekraft og forsyningssikkerhed, fremhæver industriens Fond.
Danske virksomheder skal i langt højere grad end tidligere tage stilling til, hvordan de tilrettelægger deres produktion og værdikæder smartere og med et reduceret aftryk.
Det mener Industriens Fond og fremhæver, at de derfor - i krydsfeltet mellem klima, konkurrencekraft og robusthed - har gjort bæredygtig og resilient produktion til et strategisk fokusområde.
Fondens vision er således, at danske virksomheder skal være førende inden for bæredygtig og resilient produktion. Og missionen er tilsvarende ambitiøs: Bæredygtig produktion skal være et konkurrenceparameter for dansk erhvervsliv, ikke en byrde.
Trods de åbenlyse muligheder arbejder for få danske produktionsvirksomheder i dag strategisk og forretningsmæssigt med grøn omstilling, uddyber fonden, og peger på, at for mange er bæredygtighed en compliance-øvelse snarere end en integreret del af kerneforretningen.
Og årsagerne er velkendte, da det kræver ny viden, teknologisk udvikling og flere kompetencer at gøre produkter, processer og forretningsmodeller mere cirkulære, klimavenlige og robuste.
Især små og mellemstore virksomheder kan have svært ved at finde overskuddet til at foretage forandringen, påpeges det.
Men hvis virksomhederne lykkes med omstillingen, er gevinsterne betydelige.
De kan reducere ressourceforbrug og omkostninger, styrke deres position i værdikæden og blive mindre sårbare over for udsving i priser, leverancer og regulering, konstaterer fonden.
