Teknovation Logo
robot

 
  • VARETIT-projektet stiller skarpt på genanvendelse af titaniumskrot, som materiale til AM, fremhæver Teknologisk Institut. (Arkivfoto: Colourbox)

9. august 2022, kl. 08:02 

Øget genanvendelse af titaniumskrot med AM

VARETIT-projektet skal illustrere, hvordan man kan genanvende titaniumskrot, som ellers kasseres, som materiale til Additive Manufacturing, AM, herunder ikke mindst 3D-metalprint.


Under EU's forskningsprogram Eureka er igangsat VARETTT-projektet, som foruden Teknologisk Institut har deltagelse af Euler3D, Bühler Group, Ionics, CRM Group, Revatech og Granutools.

Her ser man på genanvendlese af titanium, der typisk bearbejdes ved at fjerne spån, og da det er et besværligt materiale at arbejde med, kræver det en indsats for at få tilpasset materialet til den ønskede form. I den proces vil en stor del af materialet blive skåret fra, og spånerne ryger direkte ud af processen som titaniumrester. For at undgå at resterne ender som affald, forsker man i VARETIT-projektet i muligheden for at genanvende titaniumresterne uden at omsmelte dem.

"Foruden processen med at gøre håndteringen af titaniumskrot mindre energitungt, taler projektet også ind i det øgede krav om, at alle større virksomheder skal kunne dokumentere, hvor energikrævende deres forskellige produkter er at fremstille," fortæller projektleder Anders Bæk Hjermitslev, Teknologisk Institut.

For at kunne genanvende titaniumresterne er det nødvendigt at kværne dem, så man går fra en lang tynd strimmel til pulver.

"For at det kan lade sig gøre, må man først slibe metalstrimlerne, så de bliver til runde partikler, der efterfølgende skal coates for at beskytte pulveret mod ilt. Derefter kommer Teknologisk Institut ind i billedet, når vi skal prøve at printe med det nyudviklede titaniumpulver på vores 3D-printere," forklarer Anders Bæk Hjermitslev.

Med projektet vil Teknologisk Institut skulle 3D-printe og teste emner og komponenter af titaniumpulver, der er udvundet fra titaniumskrot. Projektet har kørt siden juni 2021 og løber over to år indtil slutningen af juni 2023.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik