Teknovation Logo
robot

 
  • DAI Thisted har travlt, og de ekstra kvadratmeter har skabt grobund for etablering af en montageafdeling, der passer godt ind i arbejdsflowet.

28. november 2022, kl. 17:18 

Godt gang i faciliteterne hos DAI i Thisted

Dansk Anodiserings Industri, DAI, har som led i vækststrategien etableret yderligere en montageafdeling i en netop indviet fabrikshal i Thisted. En ordre, opnået gennem samarbejdspartneren Hydro Extrusion Denmark, Tønder, sikrer travlhed i det ekstra forretningsben.
 


Det er moderne rammer, som de benytter sig af ved DAI i Thisted, fortæller virksomhedens direktør Lars Buck i forlængelse af igangsætningen af en aktuel ordre, der omfatter 60.000 ophæng til det tyske firma Dräger. Ophængene skal anvendes til operationsstuer.

De 60.000 ophæng består af i alt 180.000 aluminiumprofiler, der i forvejen bliver anodiseret hos DAI, og derfor var det nærliggende for samarbejdspartneren Hydro Extrusion Denmark, at lave en aftale om, at DAI håndterer enkeltdelene efter overfladebehandlingen og samler dem til slutproduktet, oplyser Lars Buck.

Montagearbejdet foregår i en aktuelt etableret montageafdeling, som er kommet på plads i en netop indviet ekstra fabrikshal på 486 kvadratmeter, som er bygget for at kunne imødekomme kundernes behov, fremhæver Lars Buck:

"Vi kan udnytte vores produktionsanlæg og vores medarbejdere bedre, end vi gør i dag," pointerer han, og understreger, at montage er et oplagt ekstra forretningsområde, netop fordi kunderne efterspørger det:

"Kunden sparer en masse fragt og logistik. Vi har emnerne liggende alligevel, og vores automatiske vejecelleanlæg sørger for at alle komponenter er på lager, når de skal bruges. Det giver nøjagtighed og flow i produktionen og sikrer, at kunden får det færdige produkt leveret til tiden," siger Lars Buck.

DAI inviterer iøvrigt snart til reception på fabrikken på Falkevej i Thisted. Det sker i starten af det nye år, den 13. januar, hvor man, ud over at vise den tilføjede montageafdeling frem, samtidig fejrer direktør Lars Buck 60 års fødselsdag.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik