Teknovation Logo
robot

 
  • Medarbejderne ved støberiet i Holstebro har oplevet et stort løft i trivslen, viser den aktuelle tilfredshedsundersøgelse, foretaget af Ennova.

31. marts 2023, kl. 13:22 

Stort løft af trivslen hos BIRN

Hos BIRN Group har man netop afsluttet en større tilfredshedsundersøgelse blandt de godt 500 medarbejdere på jernstøberiet i Holstebro, og resultaterne vidner om et betydeligt løft af trivslen sammenlignet med sidste år. Det vækker glæde hos koncerndirektør Claus Beier, der samtidig bebuder, at man de kommende år kommer til at investere endnu mere i at styrke sikkerhed og trivsel. 


Ved BIRN i Holstebro valgte man i 2022 at gøre arbejdsmiljø og trivsel til et strategisk nøglepunkt. Og det virker til, at det øgede medarbejderfokus allerede er begyndt at bære frugt. En aktuelt afsluttet medarbejdertilfredshedsundersøgelse blandt BIRNs godt 500 medarbejdere viser nemlig, at arbejdsglæden er steget med 17 procent siden seneste undersøgelse for snart et år siden, mens loyaliteten blandt medarbejderne i samme periode er vokset med 11 procent. Det er analysebureauet Ennovas, der har foretaget undersøgelsen hos BIRN, og det er derfor deres skala over medarbejdertilfredshed, der måles ud fra, fremhæver koncerndirektør Claus Beier, der kastede sig over netop det, da han for godt et år siden satte sig i direktørstolen på Frøjkvej. Han glæder sig derfor over fremgangen, der tyder på, at de søsatte arbejdsmiljøindsatser har givet pote:

"Vores medarbejdere er vores vigtigste ressource, så det betyder meget for os, at vi kan se, at de er glade for at arbejde her. De positive resultater understreger, at de initiativer, som vi har søsat det seneste år, har en virkning. Det gælder eksempelvis vores nye arbejdsmiljøudvalg, der skal sikre den fortsatte udvikling af arbejdsmiljøet, samt en øget opmærksomhed på særligt den interne kommunikation, som har til hensigt at inddrage og inkludere medarbejderne i virksomhedens udvikling," siger Claus Beier, som understreger, at selvom trivslen ifølge undersøgelsen har udviklet sig positivt, så er man hos BIRN langt fra færdige med at investere i medarbejderne:

"Vi har flere indsatser i pipelinen og har i forbindelse med medarbejdertilfredshedsundersøgelsen modtaget flere gode input fra vores medarbejdere, som vi ligeledes skal have kigget på. Så selv om der er fremgang at spore, så har vi kun taget de første spæde skridt".

Hos analysebureauet Ennova, som har foretaget undersøgelsen hos BIRN, er man ifølge erhvervspsykolog og ledelseskonsulent Rasmus Højbæk imponerede over den høje deltagelsesprocent og ikke mindst den positive udvikling i resultaterne:

"Den udvikling, som vi ser hos BIRN i deres nyeste medarbejdertrivselsundersøgelse, vidner om en målrettet og seriøs indsats det sidste år for at fremme arbejdsglæden blandt medarbejderne," siger han og fortsætter:

"Når vi ser en så markant stigning på alle faktorer, der påvirker arbejdsglæden, så indikerer det ligeledes en kvittering fra medarbejderne om en vellykket indsats og en anerkendelse af, at BIRN er et godt sted at være ansat. Dette i særdeleshed også, når vi betragter resultaterne i et eksternt perspektiv. Resultaterne, som vi ser i dette års undersøgelse, kalder især på en nysgerrighed ift., hvad der er gjort at positive forandringer og tiltag, for at kunne fortsætte det gode arbejde".

Hele 92 procent af samtlige medarbejdere på jernstøberiet, der også rummer maskinfabrik samt afdelinger for bearbejdning og overfladebehandling, har valgt at medvirke i den anonyme undersøgelse. Undersøgelsen spørger blandt andet ind til en række fysiske og psykiske forhold på arbejdspladsen og inddeler på baggrund af besvarelserne medarbejderne i forskellige kategorier i en skala fra såkaldte ’På-Vej-Væk Medarbejdere’ til ’Ildsjæle’. Og ifølge Claus Beier befinder langt størstedelen af medarbejderne sig i den positive ende af dén skala:

"Ifølge undersøgelsen kan mere end en femtedel af vores medarbejdere betegnes som såkaldte ’Ildsjæle’, som er medarbejdere, der går op i deres arbejdsplads med liv og sjæl, mens knap 60 procent hører under kategorien ’Kernemedarbejdere’, der trives på deres arbejdsplads og med deres opgaver," fortæller han.

Det er anden gang, at medarbejdertilfredshedsundersøgelsen gennemføres hos BIRN i Holstebro, mens det er første gang, den foretages på tværs af alle koncernens seks selskaber i Danmark og udlandet. Også på koncernniveau var der stor opbakning til undersøgelsen med en deltagelsesprocent på 94 procent, mens samtlige medarbejdere i enkelte selskaber valgte at deltage. Også i koncernundersøgelsen er der positive resultater at spore med eksempelvis høje scorer på blandt andet arbejdsglæde og loyalitet.  


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik