11. maj 2022, kl. 18:38
Allerede fra morgenstunden tirsdag og igen onsdag var der godt med besøgende på Elmia Verktygsmaskiner i Jönköping. Både besøgende og udstillere udtrykker begejstring over at komme ud igen efter Covid-19-pandemien, hvilket også er et positivt tegn frem mod VTM 2023, 25. til 28. april næste år i Odense, lyder det.
De svenske forhandlere af spåntagende CNC-værktøjsmaskiner såvel som værktøjs- og udstyrsleverandører er nu halvejs gennem den fjerde udgave af Elmia Verktygsmaskiner 2022 i Jönköping.
Onsdag var der igen - efter en vellykket åbningsdag - godt med besøgende, hvilket deltagerne med tilfredshed kunne påpege over for Teknovation.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Messen er en af seks parallelle begivenheder ved arrangementet, der også inkluderer delmesserne 3D, Automation, Plåt, Polymer og Svets- och Fogningsteknik - samlet under paraplyen Elmia Produktionsmässor.
Værktøjsmaskindelen er dog en af de stærkste af de seks til at tiltrække sig fagfolk til det smålandske messecenter godt tre timers kørsel fra København.
Igen i år er der rig mulighed for at opleve livebearbejdning med en stribe af de seneste CNC-maskinfabrikater i forhandlernes sortiment.
Det inkludere eksempelvis aktuelle modeller fra producenter som DMG MORI, Mazak, Okuma og Doosan med flere.
På udstillingssiden bliver der ikke mindst hos danskejede Masentia AB, med en af messens største og mest gennemførte stande,vist maskiner frem. Her præsenterer firmaet i alt syv større CNC-maskiner fra hovedagenturerne Agie Charmilles, Mikron og Matsuura ligesom man er repræsenteret med laserspecialisten Rofin. Blandt andet bydes der på tung liveproduktion på en større Mikron-maskine med en tilhørende robotautomationsløsning, der kan håndtere palletter på lidt over ét tons:
"Vi har en bedre standplacereing endsidst, en masse fede løsninger på visning og hidtil godt med besøgende. Så vi er bestemt tilfredse indtil videre," lød det fra den danske Masentia-direktør Flemming Hjort, onsdag.
Fra den danske direktør for samtlige seks landes selskaber knyttet til den svenskeejde maskinforhandler Duroc Machin Tool Søren Gerber, lød der ligeledes positive toner om arrangementet onsdag. Og så pegede han på, at entusiasmen, han har mødt i det svenske, skaber et positivt afsæt i forhold til afholdelsen af den næste store nordiske branchemesse, VTM i Odense, fra den 25. til den 28. april næste år.
Torsdag og fredag er forventningen ligeledes et godt tryk i messehallerne, der slår dørene i for sidste gang i år på fredag klokken 15.