Teknovation Logo
robot

 
  • Årets to hoveddommere, Lars Emil Roos (Next Uddannelse København) og Nick G. Hauge fra Herningsholms Erhvervsskole, der i 2011 selv vandt DM i Skills, fremhævede over for Teknovation det høje niveau, som de meget dedikerede deltagere og seneste tekniske landvindinger på maskin-, Cam- og værktøjssiden i symbiose har bidraget til.

18. april 2024, kl. 16:33 

DM i Skills godt fra land

Der var godt med besøgende i Telt 2 på Dyrskuepladsen i Roskilde ved førstedagen af DM i Skills 2024, hvor de fleste repræsentanter fra fremstillingsindustriens forskellige grene er repræsenteret.


Årets DM i Skills-konkurrence for industriteknikerne er igen et tilløbsstykke, hvor de seks deltagere for første gang er fordelt på to konkurrencegrene (tre deltagere på hver) henholdsvis drejning og fræsning.

Et tiltag, der er taget for at have samme konkurrenceformat, som det, der benyttes ved de forskellige internationale Skills-konkurrencer.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Dermed giver det også bedre muligheder for at stille op med de absolut bedste til en konkurrence som EuroSkills i Herning fra den 9. til 23. september 2025.

Baseret på erfaringer fra tidligere år så udmærker deltagerne sig nemlig mest i én af de to discipliner, fortæller årets to hoveddommere, Lars Emil Roos (Next Uddannelse København) og Nick G. Hauge fra Herningsholms Erhvervsskole, til Teknovation.

De to havde debut som dommere sidste år, og i år har de så haft det fulde ansvar for at arrangere Industriteknikernes konkurrence herunder udvælge de emner, som der i år skal fremstilles på to DMG MORI-maskiner - henholdsvis (på drejesiden) et CTX 450 TC multitasking-center og (på fræssiden) DMU 40.

Årets tema er 'rummet', hvor konkurrenceemnerne er inspireret af Andreas Mogensens tur til Den Internationale Rumstation.

Dertil er der midt på standen opstillet en DMG MORI T2-drejebænk, der fremstiller små miniraketkomponenter, som de besøgende kan få med hjem.

Af yderligere DMG MORI-repræsentation er der i år opstillet en mindre 'stand på standen', hvor virksomhedens tyske Educational Project Manager Ilia Tonkikh demonstrerer producentens seneste uddannelseskoncept til erhvervsskoler.

De øvrige sponsorer involveret i industriteknikerkonkurrencen er Seco Tools Danmark, CIMCO A/S og Tibnor og så er SCHUNK Intec og Zebicon kommet til som et nyt indslag.

Sidstenævnte har optillet en Zeiss 3D-skannercelle med en industrirobot, der for første gang skal assistere dommerne med at kontolmåle konkurrencedeltagernes færdige emner (de ydre mål på emnet). 

Deltagerne får point efter, hvor mange mål der overholdes. Overholdes alle mål, resulterer det i maksimumpoint, hvilket dog er tæt på umuligt.

Over for Industriteknikernes stand i teltet er der ligeledes gang i metalforarbejdningen.

Her handler det dog om pladebearbejding på klejnsmedenes stand, hvor der foretages alt fra bukning og klipning til svejsning med videre.

Ved indgangen har værktøjsmagerne at dømme på torsdagens tilslutning også en populær stand, der blandt andet byder på liveproduktion med en Allrounder270 S Compact-sprøjtestøbemaskine udlånt af tyske Arburg og præsentation af en DMC 850V-CNC-færsemaskine fra DMG MORI. 

På den måde demonstreres de i år den teknologiske udvikling og præcision, der ligger bag moderne værktøjsfremstilling.

Det benyttede sprøjtestøbeværktøj er udviklet og fremstillet af Ide-Pro Skive A/S, så de besøgende kan støbe deres egne solbriller.

Dansk AM Hub er også med her, såvel som repræsenteret med en egen stand, hvor blandt andre opfinder og influencer Johannes Matzen præsenterer de besøgende for mulighederne med 3D-print.

Årets i alt 47 DM-konkurrencevindere afsløres lørdag ved en ceremoni med 3.000 tilskuere fra kl 14.00 til 15.30, hvor de får overrakt medaljer, der igen i år er 3D-metalprintet og cnc-bearbejdet af lærlinge fra Grundfos.

Til Teknovation blev det torsdag desuden oplyst, at vinderne af industriteknikerkonkurrencerne som en særlig gestus får mulighed for at være med til Andreas Mogensens 'Home Comming' velkomstevent, der finder sted i Planetariet i København 29. april.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik