Teknovation Logo
robot

 
  • Project Plastic-vinderne Nanna Andersen (t.v.) og Kirstine Bach (t.h.) fra Industrial Design, Royal Danish Academy i København, imponerer med deres universitetsprojekt af høj kvalitet, fremhæver Plastindustrien.

10. maj 2022, kl. 10:56 

Project Plastic-vindere imponerer

Årets vinderfelt i Project Plastic-konkurrencen består af tre dygtige og meget forskellige grupper fra hver sit studiested, som har arbejdet med plast i forbindelse med deres studier, fortæller direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup.


Nanna Andersen og Kirstine Bach fra Royal Danish Academy løb med førstepladsen i Project Plastic 2021-konkurrencen for – i deres specialeafhandling – at have designet et intelligent og stringent system til KOL-patienter, som har behov for iltbehandling. Projektet med titlen ’Flow – An intelligent system for COPD-patients receiving oxygen treatment’ består af tre dele; en letvægts iltflaske, en monitoreringsenhed og en koncentrator, alle designet med integrerede plastkomponenter. Nanna Andersen og Kirstine Bach fortæller:

"Det væsentlige i vores projekt er monitoreringsenheden, som gør det muligt at regulere iltflowet automatisk, så brugeren får den korrekte mængde ilt på alle tider af døgnet". Nanna Andersen, suppleres af Kirstine Bach:

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


"Vi er designere, så vi har arbejdet sammen med ingeniører. Designet bygger på principper om bæredygtighed med lang holdbarhed, mulighed for reparation og genbrug af produkterne".

Apparatets stringente design, der netop ikke leder tanken hen på en sygdom, tjener et vigtigt formål, siger Plastindustriens innovationskonsulent Rasmus Grusgaard:

"Der er mange i Danmark, der har været gode til at gøre det mindre stigmatiserende at være syg, eksempelvis Coloplast og Novo Nordisk. Og det synes vi, at Nanna og Kirstine har haft en sympatisk og gennemarbejdet vision for, hvilket er en af årsagerne til, at de vinder førstepræmien".

De to designere har i dag deres egen tegnestue, Andersen & Bach Design Studio i København.

Andenpladsen gik til Valdemar Buch, Gustav Staxen Lind og Emil Lykke fra Design og Innovation på DTU i Lyngby. De har medvirket til at producere stole til skoler i Sierra Leone af genanvendt plastaffald indsamlet fra lokale vestafrikanske floder.

Tredjepladsen tilfaldt Peter Lukas Falcher Petersen og Malte Rasmus Ottesen fra Institut for Grøn Teknologi ved SDU. De har undersøgt genanvendt plast og affaldssorteringsprocesser i København, Odense, Sverige og Norge, hvor de har målt blandt andet på den molekylære forurening af kildesorteret og eftersorteret plast og lavet omfattende lugt-forsøg.

Project Plastic er en del af kampagnen Plastic Engineering Denmark, som har til formål at bygge bro mellem industrien og de studerende på videregående uddannelser og samtidig gøre opmærksom på plastbranchen, fortæller uddannelseskonsulent Jo Dietrich, Plastindustrien:

"Det har været fantastisk at se så mange forskellige projekter fra studerende og få indblik i, hvad de interesserer sig for. Projekterne afspejler vores branche og samfund, da der er rigtig mange måder at arbejde med plast, genanvendelse og miljøperspektivet på".


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik