Teknovation Logo
robot

 
  • André Nørgaard (t.v.), der er Head of Sales hos LeadRobotics, får de værktøjsløsninger, som monteres på robotarmene, på LeadRobotics robotter, 3D-printet hos IBA Nexttech, som firmaet nu kommer til at dele adresse med i Kolding.

7. juni 2022, kl. 12:18 

IBA Nexttech knyttes tættere til LeadRobotics

IBA Nexttech vokser snart yderligere, når robotvirksomheden LeadRobotics flytter ind. Det bliver også til gavn for de studerende, når IBA efter sommerferien åbner for landets første videregående uddannelse i Industriel 3D-print, fremhæves det.


LeadRobotics står foran at flytte fra Vejle til Kolding. Flytningen kommer til at betyde et endnu tættere samarbejde med IBA Nexttech, som i forvejen er leverandør af 3D-printede værktøjsløsninger til de robotarme, virksomheden importerer fra Kina, da LeadRobotics ved flytningen får adresse i samme bygning i Trindholmsgade, hvor også IBA Nexttech har til huse med sin 3D-maskinpark oplyser Head of Sales André Nørgaard, LeadRobotics:

"Vi har i flere år haft et tæt samarbejde med IBA Nexttech og vil gerne være en del af det miljø, som knytter sig til huset," fortæller André Nørgaard, og fremhæver, at firmaet foruden salgsarbejdet også ser frem til at blive en del af husets miljø, når det gælder viden om og brug af 3D-print.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Det er et miljø, som får yderligere vokseværk, når IBA Erhvervsakademi Kolding efter sommer åbner landets første uddannelse indenfor Industriel 3D-print. Her vil en del af undervisningen nemlig foregå i lokalerne hos IBA Nexttech:

"Vi kommer til at stille robotter til rådighed for IBA’s uddannelse, og vi vil gerne være med til at bringe en teknisk forståelse ind, sådan at de studerende oplever, at 3D-print er noget, som foregår ude i industrien, og ikke kun er noget, man simulerer i et klasselokale," siger André Nørgaard.

Han bliver selv en fast del af kontoret i Kolding, men han forudser, at det også er nødvendigt at trække ingeniører indenfor, når det vil give mening i forhold til undervisningen på den nye uddannelse:

"Vi har selv brug for nyuddannede, som har en forståelse for brugen af 3D-print i industrien, og derfor vil vi også gerne bidrage til undervisningen og miljøet hos IBA Nexttech. Samtidig er det et hus, som får mange erhvervskunder på besøg, og det er et netværk, der også attraktivt for os at blive en del af," siger André Nørgaard.

Hos IBA vækker det glæde med udsigten til at få LeadRobotics som nabo. Det bliver en vigtig brik i det miljø, man er ved at opbygge, fortæller direktør Karsten Friis Hansen, IBA Nexttech:

"De moderne teknologier lever jo ikke i en boble hver for sig. De samarbejder og kommunikerer med hinanden. Det gælder for eksempel, når vi taler robotter, 3D-printere og moderne skannere, og det kommer vi til at vise rent fysisk her i huset, sådan at de studerende i praksis får mulighed for at eksperimentere med alle dele af processen".

Foruden LeadRobotics har IBA Nexttech også et samarbejde med PLM Group, som har opstillet moderne udstyr til at 3D-printe. Og Karsten Friis Hansen har en forventning om at indgå aftaler med andre virksomheder, der arbejder med beslægtede teknologier:

"Vi vil opbygge et komplet miljø, hvor man oplever, at teknologierne hænger sammen. IBA’s studerende skal selv i praksis kunne lege med alle mulighederne, for det giver dem den erfaring, man bagefter har brug for ude i industrien," siger IBA-Nexttech-direktøren.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik